2014

Publikumstallet sætter rekord

53.428. Så mange besøger i løbet af de tre dyrskuedage Landsskuet 2014, som slår den hidtidige publikumsrekord fra 2012 med 2683 gæster.
Fremgangen skyldes især en markant stigning i besøgstallet fredag, der traditionelt er ‘den mindste dag’, men glimrende sommervejr, en gentagelse af DM i Hø samt nye arrangementer som startsted for cykelløbet Team Rynkeby og Fredagsbar med De Unge Landmænd har utvivlsomt en del af æren.

Dyr og maskiner trækker

De mange gæster besøger en landsskueplads, hvor antallet af udstillede dyr fortsat er stigende, selvom kravene til køernes sundhedsniveau er strammet op. Og hvor maskinudstillerne igen mærker optimisme efter nogle kriseår i landbruget.
"Landbruget er begyndt at investere igen, og vi får afsluttet nogle handler hernede. Men det er også et vigtigt udstillingsvindue for os og landbruget. Både som fagmesse for landmænd og en god mulighed for andre folk at indblik i, hvordan landbruget fungerer", siger maskinhandler Lars D. Nielsen, Holstebro.