2009

Hedebølge og store bøffer

Med temperaturer op omkring de 30 grader alle tre dage bliver Landsskuet 2009 det varmeste nogensinde. Der er utroligt varmt i staldene.
"Vandforbruget til både dyr og mennesker var stort, men det tre dage lange arrangement blev afviklet uden alvorlige uheld. Vi beviste, at man selv under høje temperaturer kan samle og håndtere over 2400 dyr på Landsskuepladsen. Varmen gjorde, at publikumstallet blev lidt mindre end ventet, men vi betragter de i alt 40.579 gæster som tilfredsstillende efter omstændighederne", siger Andreas Bjerregaard, Landsskuets formand.

Fest for franske racer

Årets kødkvægudstilling er domineret af de to lyse, franske racer - Blonde d'Aquitaine og Charolais - der fejrer henholdsvis 25 og 50 års jubilæum i Danmark og derfor har gjort ekstra meget ud af udstillingen på Landsskuet.
Det gør have- og naturudstillingen også med en konkurrence mellem såkaldte showhaver og etablering af en vinmark i Landsskuenaturen.