2002

Jersey-køer solgt ved aftenfest

Der er jerseykøer på scenen og embryoner under hammeren for samlet 110.000 kroner, da Dansk Jersey holder aftenfest i det store dyrskuetelt på Landsskuet i 2002.
Halvdelen af de 400 gæster er deltagere i Jersey-avlernes verdenskongres, og nogle af de internationale deltagere får dansk kvæg-genetik med sig hjem som souvenir fra Herning.
Ved lørdagens finale er det dog en rød ko fra Ernst Leif Nørgaard i Viborg, der vinder titlen som Danmarks Smukkeste Malkeko. Hos kødkvæget snupper to limousineavlere, Jesper Kragelund og Kirsten Levinsen, Interbreed-sejrene på tværs af racer hos henholdsvis tyrene og køerne.

Livet på landet i fokus

Aflysningen af skuet i 2001 ser ikke ud til at påvirke publikumsinteressen. Tværtimod kan en meget tilfreds formand Martin Merrild notere sig det næstbedste besøgstal i Landsskuets historie: 40.270 gæster.
Han vurderer, at succesen skyldes, at man har brugt pause-året til at udvikle nye aktiviteter og dreje arrangementet i retning af også at være en livsstilsmesse for folk, der bor på landet, men ikke nødvendigvis lever af landbrug.